Vivi smilede. Et lille og glad smil. Ikke et stort og henrykt – men smilet man ser hos en der er tilfreds og har overvundet sig selv.
Hun stod med det nye hundetegn i hånden. Var både glad og vemodig på samme tid. En ny begyndelse – og afslutningen på et kapitel. Et helt andet liv.
For få måneder siden var hun dybt ulykkelig. Hendes gamle golden retriever Sparky var blevet aflivet. Sparky havde fulgt hende i tykt og tyndt og været hendes bedste – nogle gange eneste ven, siden hun havde fået ham i 10 års fødselsdagsgave. Hun huskede stadigvæk dagen.
Solen havde skinnet og hun havde glædet sig helt vildt. De havde dækket op i haven med haveborde, saftevand, rødternet dug og alt hvad den kunne trække med sommerdags hygge.
Ud over gaverne – glædede Vivi sig aller allermest til at se morfar. Han boede i den aller fjerneste del af landet, så det var ikke så tit hun så ham. Ikke så tit som hun ville ihverfald. Morfar var hendes eet og alt – hun forgudede ham simpelthen. Vist elskede hun mor og far – men morfar – ham kunne man altid regne med, der var ingen der forstod hende så godt som morfar.
Gæsterne begyndte at komme. Hele klassen, yndlings onkelen Knud og tante Henny, alle kusinerne, fætrene og resten af familien. Der blev drukket saftevand og spist masser af kage og pølser – de røde, de allerbedste fra slagteren. Der blev sunget fødselsdagssang og råbt hurra. Gaverne var mange og gode.
Men der manglede stadig noget. Hen på eftermiddagen da de første gæster begyndte at gå spurgte hun sin mor: “Moar, hvornår kommer morfar – kommer han ikke, hvornår kommer morfar”? Hendes mor, der havde hørt samme spørgsmål mange gange den dag trak på skuldrene og svarede: “Kravl op i æbletræet og kig ud på vejen – måske kommer han så. Han havde noget helt særligt at ordne – han skal nok komme”.
Selv om hun ikke selv troede på det var hun kravlet op i æbletræet, i pæretræet – og til aller sidst i det meget gamle og høje kastanietræ med en hale af hujende børn efter sig. De legede spioner. Endelig fik hun øje på morfars gamle røde Citroen der kæmpede sig op ad bakken i snegletempo. Hurrah – nu var han her.
Da morfar steg ud af bilen havde en papkasse i hånden. Den var ikke pakket ind, men der kom små lyde fra den. pib og skrab. Ud af kassen kom Sparky – det var begyndelsen på et langt og trofast venskab. Hunden var i sandhed menneskets bedste ven.
Glemt var alle de fine gaver fra BR – dette var intet mindre end årets bedste gave.
Og nu, 15 år senere var det med tungt hjerte at hun havde været nød til at sige farvel til Sparky. Livet ville aldrig blive det samme igen. Da hun havde grædt færdig sendte hun et kys ud i universet til Sparky. Tørrede øjnene og tog hen på en kennel og fandt sig en ny hvalp der kunne blive hendes ven. Ikke som erstatning – men for fremtiden.
